For Dansk Producerforbund er det en glædelig og tydelig udvikling. Da vi tidligere på året sponsorerede en producerpris på Next Film Festival (læs mere her) gjorde vi det for at sætte fokus på producerens rolle som en central faglig og kreativ funktion i film- og serieproduktionen. At Ekko Shortlist Awards nu følger trop med en tilsvarende anerkendelse, viser, at arbejdet med at synliggøre faget allerede har effekt i branchen.
Den nye pris fremhæver producere som ledere af både proces og kunstnerisk retning – ikke alene som praktiske tovholdere, men som nødvendige kreative nøgleaktører. Det er fuldt på linje med de mærkesager, vi driver: styrkelse af producerfagligheden, tydeligere rammer for arbejdet og en mere retvisende forståelse af rollen i offentligheden.
Dansk Producerforbund betragter den nye pris som et vigtigt skridt mod en mere retvisende forståelse af producerens arbejde i dansk film og tv.
De nominerede er:
1. Katrine Dolmer
Producer med stærk samfundsfaglig nerve og stor spændvidde. Kendt for Etniske smerter, Let Them Eat Cake og Queen of Tårnby. Samler unge talenter og arbejder nu også med internationale dokumentarer hos Elk Film.
2. Mikkel Smidt
Nyuddannet producer fra Napkin Productions med flair for ambitiøse, højkonceptuelle film som An Animal Being og Nøcken. Arbejder både kreativt og strategisk på projekter med internationalt potentiale.
3. Emma Lind
Eksperimenterende og kvalitetsbevidst producer, der slog igennem med Sværddrage. Aktuel med Etniske smerter og den innovative Glæden ved at være. Har et stærkt blik for både publikum og originalitet.
4. Christian Lønhart
Visionær, modig producer bag film som Et eksempel: Dem på gulvet, Prinsesse ingen adgang og Wild Child. Kendt for sin legende tilgang og evne til at skabe projekter, der skiller sig ud.
5. Laura Plummer
Producer bag årets buzz-film Solo Female. Har tidligere lavet Slush og Olivia. En markant stemme i Napkin Productions og optaget af film, der spejler og diskuterer aktuelle samfundstemaer.
Læs mere om de nominerede her.
Prisen er sponsoreret af Producentforeningen og uddeles af en særjury med solid indsigt i produktion, talentudvikling og kortfilm.
Læs Filmmagasinet Ekkos artikel om den nye producerpris her.



