15. dec. 2025

Den Danske Filmskole er klar med forårets efteruddannelsesprogram

Den Danske Filmskole har netop offentliggjort deres forårsprogram, hvor de byder på gengangere af populære kurser, såvel som helt nye forløb. Vi vil gerne fremhæve nogle specifikke kurser, som er særligt interessante for producere.

Billede til nyheden Den Danske Filmskole er klar med forårets efteruddannelsesprogram

Personlig kreativ ledelse er et praksisnært forløb, der hjælper dig med at finde din egen måde at tage ledelse på. Gennem en kombination af teori, træning og individuel coaching får du redskaber til at udvikle din personlige ledelsesstil og skabe rammer, hvor kreativitet og produktion, fællesskab og individuelle bidrag kan trives side om side.

Lederskab i AI-æraen er et én-dags kursus, som giver konkrete værktøjer til, hvordan ledere kan bruge datadrevet beslutningstagning, automatisering og prædiktiv analyse til at forbedre kreativitet, strømline driften og styrke strategisk dømmekraft.

 For anden gang udbydes det populære forløb Lær at samskabe med børn og unge, som tager dig helt tæt på den yngre målgruppe, og hvordan man målretter sine projekter mod børn og unge, bl.a. ved at involvere dem i den kreative proces, hvilket du også vil komme til at opleve på første hånd på dette kursus, når vi inviterer børn og unge fra hele Danmark på besøg.

 Til sidst vil vi gerne fremhæve 2-dages workshoppen Impact Strategy Workshop, der gør dig klogere på, hvordan filmmediet kan være et kreativt middel til at påvirke samfundet. Workshoppen dykker ned i, hvordan du kan udnytte filmens unikke kraft til at skabe og drive social forandring. Du kommer til at arbejde med at designe impact strategier, udføre risikovurderinger for dit projekt og involvere brancheeksperter.

Du kan finde det fulde katalog her.

 Husk at du kan søge støtte op til DKK 25.000 hos Det Danske Filminstitut til deltagelse i kurserne. Læs mere her

Relaterede nyheder