22. jun. 2026

Hvor mødes næste generation af producere?

Producersalon samler nye kræfter i branchen – og sætter fokus på de udfordringer, mange producere møder tidligt i karrieren.

Billede til nyheden Hvor mødes næste generation af producere?

Et fagligt fællesskab for nye producere

Hvordan finder man sin vej ind i branchen? Hvordan navigerer man i projektansættelser, lønforhandlinger og skiftende arbejdsvilkår? Og hvordan bygger man et stærkt fagligt netværk som producer?

Det er nogle af de spørgsmål, der er i fokus hos Producersalon – et fagligt netværk for den næste generation af danske producere inden for film og tv.

Arbejdsvilkår optager både nye og erfarne producere

Den 12. juni besøgte bestyrelsesmedlemmerne David Østerbøg og Pelle Folmer Producersalon for at dele de erfaringer og indsigter, som I har bidraget med gennem vores undersøgelse af arbejdsvilkårene for producere.

Samtidig fik vi en god dialog med næste generation af producere, som bekræftede, at mange af de udfordringer, vi hører om fra jer medlemmer, stadig er højaktuelle.

Arbejdspres, usikre ansættelser, lønforhandling og behovet for stærke faglige fællesskaber fylder på tværs af generationer i branchen.

Derfor er dialogen vigtig

For Dansk Producerforbund er det vigtigt at være i dialog med kommende generationer af producere. De erfaringer og udfordringer, som nye kræfter møder i dag, er med til at forme det arbejde, vi udfører for at skabe bedre og mere bæredygtige arbejdsvilkår i hele branchen.

Et stærkt fagligt fællesskab starter tidligt i karrieren, og derfor ser vi stor værdi i de initiativer, der samler producere på tværs af erfaring, produktioner og selskaber.

Vil du vide mere?

Producersalon arrangerer løbende saloner og faglige arrangementer, hvor producere kan mødes om vidensdeling, erfaringsudveksling og netværk.

Hvis du er tidligt i din karriere inden for spillefilm eller tv-serier – eller kender en kollega, der er – kan det være et relevant fællesskab at engagere sig i.

Læs mere om Producersalon på producersalon.dk.

Relaterede nyheder