Tjekliste til lønforhandling

Som medlem af Dansk Producerforbund har du altid mulighed for personlig sparring og rådgivning i forbindelse med din løn- og kontraktforhandlinger.

Denne tjekliste er udarbejdet som et værktøj, der giver et overblik over de punkter, som kan være nyttige at drøfte i en lønforhandlingssituation.

Ræk endelig ud til os, hvis du ønsker, at vi gennemgår din kontrakt.

Forberedelse til en lønforhandling

Det er vigtigt, at du forbereder dig grundigt til en kommende lønforhandling. Forbered gerne tre gode og præcise argumenter for, hvorfor du skal have mere i løn.

I forberedelsesprocessen er det en god idé at skrive alle succeser og opgaver fra det seneste år ned, så du ikke glemmer noget.

Eksempler på gode argumenter til en lønforhandling kan være:

  • At du har fået mere ansvar.

  • At du bidrager til at nå virksomhedens mål.

  • At du har fået nye arbejdsopgaver.

Generelle overvejelser

En lønforhandling er en af de mest "nej"-fyldte samtaler, og derfor må du ikke blive slået ud, hvis du får et nej.

Hvis du vurderer, at din arbejdsgiver slet ikke er til at rokke, er det vigtigt, at du ser på den samlede lønpakke og ikke kun på "kroner og øre". Der er mange andre forhold, som kan skabe værdi for dig, og som din arbejdsgiver måske har lettere ved at imødekomme.

Hvis arbejdsgiveren siger nej til en lønstigning, kan det derfor være en fordel at tænke kreativt i forhold til andre vilkår, som kan skabe værdi for dig, eksempelvis mere frihed, fuld løn under barsel, betalt frokost, et højere ferietillæg eller fri telefon.

Lønregulering og genforhandling af løn

Lønregulering og lønforhandling er to forskellige ting. En lønregulering er en ensidig beslutning fra arbejdsgiveren om, hvor meget din løn skal stige, mens en lønforhandling er en gensidig proces, hvor du kan få reel indflydelse på en eventuel lønstigning.

Få en årlig lønregulering ind i din kontrakt, så din løn stiger i takt med inflationen. Selv ved en lav inflation på 2-2,5 % vil du reelt gå ned i løn, hvis din løn ikke stiger mindst tilsvarende hvert år.

Få også indsat en ret til genforhandling af kontrakten. Ved nyansættelser kan det være gavnligt allerede efter seks måneder. Ellers vil det typisk være en årlig lønforhandling, hvor der også er mulighed for at justere de generelle vilkår.

Pension

Afklar, om du får pension af din løn, og hvor stor pensionsindbetalingen er.

Til orientering er den arbejdsgiverbetalte pensionsindbetaling for FAF-medlemmer i 2026 mellem 7,6 og 9,5 % af lønnen. Privatansatte får typisk 10-12 % i arbejdsgiverbetalt pension, mens offentligt ansatte typisk får mellem 11 og 21 %.

Bonusordninger

En bonusordning kan være en god løsning til at kompensere for en lav grundløn.

Der findes mange typer bonusordninger. De mest almindelige er:

Greenlightbonus
Et beløb, der udbetales, når et projekt, som du er ansvarlig for, får greenlight. Beløbets størrelse kan variere afhængigt af produktionens budget.

Overskudsdeling
En procentdel af projektets indtjening eller overskud. Vær opmærksom på, hvor i overskudsdelingen du ligger, og hvad producenten og andre investorer må recoupe, inden overskuddet fordeles. Få afklaret, om dette også gælder, hvis din ansættelse ophører.

Bonus ved overholdt budget
Et beløb, der udbetales, hvis budgettet er overholdt, og contingency-budgettet ikke er opbrugt. Bonus kan enten være et fast beløb baseret på projektets samlede budget eller en procentdel af det uforbrugte contingency-beløb.

Kollektiv bonus
Nogle virksomheder opererer med en kollektiv bonusordning baseret på virksomhedens samlede overskud.

Rettigheder

Har du en rettighedsandel i de projekter, du varetager, og/eller i de projekter, du selv har initieret?

Arbejdstid

Fastsæt arbejdstiden. Hvor mange timers arbejde er din løn baseret på? Hvis du ikke kan få en højere løn, kan du måske få en kortere arbejdstid.

Afklar, om overarbejde er inkluderet i lønnen, og om du har mulighed for at afspadsere overarbejde eller få det udbetalt.

Er rejseaktivitet en del af din ansættelse? Hvis ja, hvor meget drejer det sig om, og hvordan kompenseres dette?

Ferie og feriefridage

Alle har ret til fem ugers ferie, men mange har desuden fem feriefridage (også kaldet den 6. ferieuge).

Det er også muligt at forhandle sig til omsorgsdage, seniordage eller lignende.

Barsel

Man har ikke ved lov ret til fuld løn under barsel, så det er vigtigt at afklare dine barselsvilkår.

Din arbejdsgiver kan få refusion for en stor del af lønudgiften under barsel. Som medlem kan du altid kontakte os, hvis du ønsker hjælp i din konkrete situation.

Arbejdsvilkår

Følgende er en inspirationsliste over mulige goder, som kan have værdi for dig:

  • Har du mulighed for hjemmearbejdsdage?

  • Får du en arbejdscomputer og eventuelt en arbejdstelefon?

  • Får du betalt telefonabonnement, streamingabonnement eller avis? Vær opmærksom på, at beskatningen af fri telefon kan overstige udgiften til et abonnement, hvorfor det i nogle tilfælde bedre kan betale sig at betale selv.

  • Er der en sundhedsforsikring tilknyttet din ansættelse?

  • Er der mulighed for arbejdsgiverbetalt lønsikring?

  • Må du udføre andet arbejde ved siden af din ansættelse? Det kan eksempelvis være undervisning, konsulentvirksomhed, frivilligt arbejde eller lignende.

Uddannelse, udvikling og støtte

Har du i din kontrakt afsat et beløb til efteruddannelse og konferencer?

Det kan også være adgang til en mentorordning eller coaching.

Betaler din arbejdsgiver for din deltagelse i internationale festivaler og branchearrangementer?

Titel og ansvar

Hvad er din præcise stillingsbetegnelse, og hvem refererer du til?

Få beskrevet dine ansvarsområder og dit mandat til at træffe selvstændige beslutninger så præcist som muligt.

Få også præciseret, hvordan du krediteres på de projekter, du er involveret i.

Opsigelse

Afklar, hvad det gensidige opsigelsesvarsel er, og om der er en prøveperiode i ansættelsesforholdet.

Har du ret til at tage projekter med dig, og i givet fald på hvilke vilkår?

Få allerede ved ansættelsen afklaret, om du må tage de projekter med dig, som du selv har initieret. Typisk betales producentens investering i projektet ved greenlight eller første optagedag.